En babyalarm giver dig ekstra tryghed som forælder

407
babyalarm

Når man bliver forælder, måske for første gang, er der mange ting at forberede sig på. Og nej, man kan ikke på den måde forberede sig på selve det at blive forælder, men der er mange ting, man kan forberede sig på.

For eksempel kan man anskaffe sig alverdens udstyr – alt fra bleer, tøj og legetøj, over puslegrej og badegrej, og til seng, autostol og barnevogn og så videre. En af de ting, man med fordel også kan anskaffe sig, når man venter en lille ny, er en babyalarm – for de fleste et helt uundværligt stykke babyudstyr.

Babyalarmen gør forældretjansen nemmere

Når man står med sin lille nye baby, er man bevidst om, at man vil gøre alt, hvad man kan for at passe på den. Samtidig er man, i den første tid, nok ganske overvældet af alt det nye, forældrerollen har ført med sig; Baby skal spise, baby skal sove, baby skal skiftes, baby skal bades, baby skal… Søvn er sikkert ikke det, man får mest af, og ens overskud og overblik kan være på et meget lille sted.

Derfor er det rart at få lidt hjælp til nogle ting. Blandt andet her kommer babyalarmen ind i billedet. Her kan forældrene trygt lade baby sove ude i barnevognen eller inde på sit værelse. Og stole på, at babyalarmen giver besked, når baby vågner og/eller har brug for mor eller far.

På den måde kan man som forældre selv få hvilet lidt, når barnet gør det. Eller blot være fri for konstant at skulle se til barnet, mens det får sig en lur – og blot kan slappe af i stedet.

Babyalarm til mange lejligheder

En babyalarm består af en sender og en modtager. Senderen, der skal stå ved baby, når denne sover, og modtageren, som forældrene har hos sig. Senderen kan registrere lyde/gråd fra barnet og sende det videre til modtageren.

Babyalarmer er gode og oplagte at bruge, når barnet får sig en lur i barnevognen eller sengen. Eller hvis han eller hun skal ”passe sig selv” på for eksempel et legetæppe et øjeblik. Eller hvis man prøver at få barnet til at sove inde på sit eget værelse om natten. En babyalarm kan også være en ekstra tryghed, når barnet er sygt – eller ved at blive det, og man gerne vil have en ”ekstra vagthund” på.

Babyalarmer i forskellige størrelser og funktioner

Babyalarmer findes i mange for skellige udgaver, størrelser, kvaliteter og med forskellige funktioner. Ens for dem er, at de kan give forældre en tryghed og sikkerhed i forhold til at kunne gøre opmærksom på barnets gråd.

Men der kan være forskel på, hvor gode signaler de har, og hvor let de opfanger gråd fra barnet. Der kan også være forskel på, hvor meget baggrundsstøj, for eksempel støj fra biler, de kan sortere fra. Størrelserne på babyalarmerne er også vidt forskellige, de fleste er dog handy størrelser, der er lette at have med sig.

Babyalarmer er for det meste ledningsfrie og med genopladelige batterier, hvilket er dejlig praktisk. Men man kan også finde sæt, hvor der kan kobles ledning på modtageren. Det kan være en fordel i de tilfælde, hvor man alligevel er i nærheden af en stikkontakt, idet man så kan spare på batteriet. Mange babyalarmer er desuden udstyret med en funktion der gør, at man får besked, når batteriet trænger til opladning.

Meget mere end bare en alarm

Efterhånden kan de moderne babyalarmer meget mere, end de kunne for nogle år siden. Der kommer flere og flere funktioner til, som kan være både nyttige og mere tryghedsskabende. Man kan for eksempel finde babyalarmer, der har indbygget natlampe, temperaturmåler og temperaturalarm, talk-back-funktion, og mulighed for at tilslutte ekstra babyenheder. Bare for at nævne nogle eksempler. Med flere muligheder bliver babyalarmen selvfølgelig også mere avanceret at bruge.

Man kan også vælge en babyalarm, der kun består af en afsender og en app, der så skal kobles til ens smartphone. Det kan være et praktisk og moderne alternativ for de forældre, der foretrækker at have tingene samlet på telefonen. Babyalarmen fungerer således i baggrunden af telefonen. Så selv om man er beskæftiget med at ringe eller andet på telefonen, er babyalarmen aktiv og vil give besked, hvis der er noget.

Babyalarmer til forskellige behov

Der bliver selvfølgelig også gjort meget for at opnå en god kvalitet af en babyalarm, så man kan føle sig tryg med den. Den skal for eksempel gerne være robust, have et godt og holdbart batteri, være stærk i signal og lyd og så videre.

Dette må være nogle af de vigtigste ting ved en babyalarm, og som man først og fremmest bør kigge efter, når man leder efter en.  Herefter kan man så begynde at lægge nogle af de øvrige smarte funktioner til efter behov. Måske ønsker man blot den helt enkle udgave af en babyalarm. Eller måske går man efter det nyeste, smarteste og bedste.

Og der er heldigvis babyalarmer til mange forskellige behov. Så det gælder bare om at finde den udgave, der bedst passer til ens behov og ønsker. Og som er pålidelig og sikker – og kan være med til at passe godt på baby.