Giv dit barn en god skolestart

543
skoleklasse

Det kan være nervepirrende som forælder, når ens barn skal starte i skole for første gang. Man er nervøs for, om barnet nu vil trives, få venner og falde til. Vi kan alle huske de stakkels mobbeofre fra vores egen folkeskoletid, og nogle har nok tænkt tanken: “Hvad hvis det bliver mit barn”. Der er mange ting, man som forælder ikke rigtigt kan have indflydelse på, hvad angår barnets skolegang. Nogle ting er dog stadig under din kontrol, og vi vil forsøge at guide dig gennem nogle af dem her.

Klæd dit barn fagligt på 

En stor frygt hos mange forældre er: “Tænk hvis jeg ikke kan hjælpe dem med lektierne”. Det skal du ikke skamme dig over. Det er helt forståeligt, at du ikke kan huske noget, du ikke har brugt, siden du selv gik i 3. klasse. Heldigvis har du andre muligheder end at terpe dig igennem alt det, som dine børn skal lære. I dag kan man nemlig få meget kvalificeret lektiehjælp, og hvis du døjer med at hjælpe dit barn tilstrækkeligt med matematik, geografi eller nogle af de andre fag, så kan det være løsningen for dig. 

Det er vigtigt, at dit barn ikke kommer til at lide under din stædighed som forælder. Det kan være meget frustrerende, og man kan føle sig utilstrækkelig, hvis man ikke selv kan hjælpe sit barn. Det vigtigste vil dog altid være barnets bedste, og derfor skal du nøje overveje, om der er brug for ekstern hjælp. 

Kommunikation på barnets præmisser

Når dit barn starter i skole, kan det være fristende at holde dem i krydsforhør hver dag, når de kommer hjem. Du vil måske vide, hvad de blev undervist i, hvad de lavede i frikvarterene, og hvem de legede med. Her er det dog gavnligt, hvis du forsøger at kontrollere din spørgelyst en smule. 

Dit barn vil antageligt lukke i som en østers, hvis du kaster dig over dem med en kaskade af spørgsmål. Sidder du blot helt roligt og taler med dit barn på deres præmisser, kommer det ofte helt naturligt. Nogle børn har brug for lidt tid, før de begynder at åbne op omkring deres gøren og laden i skolen. Det skal du respektere og så blot finde ro i, at det nok skal komme, hvis du har tålmodighed. 

Må man blande sig i sit barns sociale liv?

Det kan være et meget svært spørgsmål at besvare, fordi det er meget individuelt på klasseniveau. I nogle klasser eksisterer der en kultur, hvor det er livsnødvendigt for barnets sociale liv, at du som forælder laver legeaftaler med de andre forældre på vegne af jeres børn. Hvis dette er tilfældet, kan det ofte være mest gavnligt for barnet at du som forælder accepterer den kultur og tager del i den.

 

Hvis det dog ikke er sådan i dit barns klasse, skal du ikke forsøge at fremtvinge en sådan kultur. Det kan nemlig også på mange måder være sundt for børnene selv at beslutte, hvem de svinger bedst med. Det lærer barnet meget om relationer og relationsdannelse selv at navigere i det sociale liv i en skoleklasse. Naturligvis skal der gribes ind fra både forældres og skolens side, hvis der begynder at eksistere en social kultur i klassen, hvor det altid er de samme, der ikke har nogen at lege med.